mandag den 21. maj 2012

Oplevelsesrygsækken med indhold


Oplevelsesrygsækken
Rygsække med stol findes i forskellige udgaver fra et par hundrede kr. op til 800 kr.
Lystfisker forretninger har dem.
Ingen af dem har mavebælte, så det koster
100 kr. ekstra, med mindre man har en gammel tyk bedstefar rem.





Rygsækkens indhold
Indholdet er oplevelses-, iagttagelses- og registreringsværktøj:
En kikkert, en lup, en flora og en fuglebog, samt en Natureness boks.
Endvidere kan selvfølgelig medbringes vandflaske og madpakke, regntøj m. m.













Natureness boksens indhold
Boksen indeholder foreløbig en notesbog, en dagbog, en skitsebog, en cd med Kropsmeditation, en æske akvarel farveblyanter, pensel, blyant med viskelæder. Endvidere et passepartout til at afgrænse verden. Alt sammen i A5 boks.
Der mangler en lille grundbog, som er ved at være færdig, samt en dvd med yoga.














onsdag den 9. maj 2012

En god dag

Et markfirben i solen på trappen ved Blushøj, Ebeltoft
"En god dag" er essensen i Natureness, og den ser sådan ud:

"Det følgende kan varmt anbefales til en god lørdag eller søndag, eller på en ledig hverdag.
Gør det til en fast vane på en eller flere faste dage i løbet af ugen.
Giv dig selv en god dag.

En God Dag
Begynd med indre nærvær og opmærksomhed:
1. Stå op, gå i bad og tag træningstøj på (1/2 time).
2. Lav Yoga (DVD med Natureness Yoga) (1/2 time).
3. Meditér på kroppen (CD med Natureness Krops Meditation) (1/2 time).
4. Spis en god sund morgenmad og tag udetøj på (1/2 time).

Fortsæt med ydre nærvær og opmærksomhed:
5. Gå på oplevelsestur i naturen (1 time).
Gå alene i tavshed, især hvis du er introvert (opbygger energi alene).
Hvis I er flere, kan I også gå to og to i tavshed, vel at mærke hvis begge er ekstroverte (opbygger energi i selskab med andre).
Medbring en rygsæk med indbygget stol.
Medbring notesbog og pen, eller skitsebog og farver, eller dagbog.
Medbring fuglebog, blomsterbog, sommerfuglebog m. fl.

Begynd med at samle dig om opgaven:
Stå eller sid stille med lukkede øjne, og find ro i dig selv.
Fokusér på dit åndedræt.
Tag 5 dybe vejrtrækninger.
Flyt derefter dit fokus over på lydene omkring dig.
Åbn så roligt øjnene og se dig omkring.
Tag imens 5 almindelige vejrtrækninger.
Nu er du klar til at gå i gang.

Undervejs på turen, prøv at være til stede i nuet:
- Vær meget opmærksom på, hvad du ser og hører / oplever på vejen:
Planter, blomster, træer.
Hav og himmel, sø og å.
Fugle, dyr, insekter.
Regn, regnbue, sne.
Lys og skygger.
Farver.
Solen.
Osv.
Specielt til at begynde med kan det være en god idé at vælge et bestemt emne eller interesseområde. Blomster flytter sig f. eks. ikke, og kan være gode at starte med.
Studér blomsterbogen (eller fuglebogen eller ---) for at lære flere arter at kende.

- Inde i dit hoved, i dine tanker er det vigtigt, at du sætter ord på det, du oplever:
Sæt ord / navn på de ting, du ser, hører og kender, tænk det "højt".
Gør det hver gang!
Du skal måske tænke "solsort" eller ”tusindfryd” 10 gange, det er fint!

- Skriv ned / notér hvad du ser og hører undervejs:
Lav en liste og sæt tal på i notesbogen / journalen.
Sæt evt. en streg for hver iagttagelse af en solsort eller en tusindfryd.
Eller fokuser på en bestemt genstand og beskriv den i detaljer i dagbogen.
Lav en lille vejrrapport:
Vind, temperatur, skydække, sigtbarhed, nedbør.

- Du kan også bruge en skitsebog, og tegne / male, det du ser.
Dette er en meget fin måde at komme helt tæt på solsorten på, og også få detaljer med, som det gule næb, den gule ring omkring øjet og pletterne på benene, eller de lysere fjer i alt det sorte. Brug evt. den hvide ramme til at vælge motiv med.

- Brug dagbogen, hvis du har lyst til længere beskrivelser.

- Det er vigtigt, at du oplever med hele kroppen, dvs. bruger dine sanser så meget som muligt, også følesansen og øje / hånd koordinationen, når du skriver eller tegner.
Det betyder, at f. eks. fotografering ikke er så godt, fordi apparatet i for høj grad overtager sansearbejdet for dig.

- Øv dig i, at have bevidst medfølelse med det, du ser, f. eks.:
Solsortens aktive kamp for at finde føde til ungerne.
Smukke blomster, der nøjsomt klarer sig på en tør og knoldet jord.

- Glæd dig:
Glæd dig over, det du oplever, mens du gør det.
Glæd dig over, hvad du ser og hører.
Glæd dig over, at du kán se og høre.
Glæd dig over, det du kender, og át du kender det.
Glæd dig over, at du får lov til at deltage i alt dette - liv.

6. Når du kommer hjem, så læg mærke til:
Hvilke fornemmelser har du i kroppen?
Er du behagelig varm?
Er du behagelig træt?
Er du klar til en pause på sofaen, med en god kop the?
Nyd det!

7. Tænk over, hvad der har gjort størst indtryk på dig på turen:
Skriv det ned i din dagbog.
Hvis I var flere på turen, så fortæl hinanden, hvad der gjorde størst indtryk.
Fik I det samme ud af turen?

8. Resten af dagen:
Øv dig i fortsat at være opmærksom, og at tænke positivt om det, du oplever.
Kommer du ud for gode oplevelser, så husk at nyde dem.
Møder du positive mennesker, så nyd det og smil igen.
Øv dig i at være nærværende og venlig.
Kommer du ud for trælse oplevelser, så sig "pyt", livet er altid større.
Kommer du ud for trælse mennesker, så hav medfølelse med dem, de må jo have det hårdt.
Tænker du selv trælse tanker, så hav medfølelse og tålmodighed med dig selv.
Husk altid på, og sig det til dig selv: Du ér det hele værd!

9. Slut dagen af med at fortælle din kæreste eller din dagbog om 5 (små) gode ting, der er sket i dag. Det skal være det sidste, du har i tankerne, inden du sover.

10. Sov godt.

mandag den 7. maj 2012

Om Natureness

En allike lige midt i foråret
(Fortsat) Rammen om projektet blev altså:
Natureness naturiagttagelse, fra indre til ydre nærvær. Et pædagogisk supplement til ACT og Mindfulness.
Og indholdet?
Jeg har en del slagord, når jeg underviser, hvoraf nogle af de vigtigste er "Glæde og mestring", "Det er faktisk meningen at livet skal være sjovt", "Drop den dårlige samvittighed" og "Giv dig selv en god dag". Bl. a. ud fra det blev overskriften for indholdet "En god dag".
Jeg formulerede et forslag til en god dag med 10 punkter.
Det starter med morgenbad, yoga og meditation, dvs. træning af indre nærvær.
Så først er der plads til morgenmad.
Der efter følger træning af ydre nærvær i form af en naturtur med rygsækken på, og iagttagelse og registrering.
Så lidt gode råd om at komme hjem og fortsætte dagligdagen med fortsat øvelse i fokus på glæde over livet, og til sidst lidt om at afslutte dagen på en god måde.
Jeg er ved at samle det hele i en Natureness kasse i A5 format, der indeholder en DVD med speciel tilrettelagt yoga (endnu ikke færdig), en CD med speciel tilrettelagt kropsmeditation, en lille grundbog med lidt ACT teori m. m., en notesbog, en dagbog, en skitsebog, en æske akvarelblyanter, en pensel, en blyant med viskelæder, samt et passepartout (til at afgrænse verden).
Kassen er taget i brug på vores hold, hvor andet hold er igang med den. Vi gennemfører endnu ikke hele dagen, men deler den op over flere dage.
Jeg er igang med at lave en hjemmeside, www.natureness.dk , samtidig med at jeg går på kursus i hjemmesideprogrammet Joomla, så det varer lidt inden den er klar. På den beskriver jeg hele processen nærmere.
Ved siden af alt dette dyrker jeg selv fortsat Natureness i fritiden, og det har jeg tænkt mig at skrive lidt om fortløbende på denne blog.

fredag den 4. maj 2012

Velkommen til min blog


Nældens takvinge på eng kabbeleje
Velkommen til min Natureness blog.
Jeg vil aller først skrive lidt om mine tanker om Natureness, og hvorfor jeg arbejder på at udvikle et nyt koncept.

For 6 år siden begyndte jeg at undervise stressramte i stresshåndtering på Arbejds-markedscenter Nord i Aarhus Kommune.
Tilbudet hedder Stress og Jobmestring. Vi laver holdundervisning med op til 12 mennesker på et hold. Vi har i øjeblikket 4 hold om året. Vi var dengang et team på 5 med en fysioterapeut, en socialrådgiver, en psykolog, en jobkonsulent, og så mig som underviser. I dag er psykolog delen beskåret en del. For 5 år siden blev fysioterapeuten og jeg uddannet som Mindfulness instruktører. Mindfulness meditation har fra starten været en meget vigtig del af tilbudet. Vi har det seneste år videreudviklet det med undervisning i ACT, Acceptance and Commitment Therapy, den såkaldte tredje vej i kognitiv terapi.
Vores undervisning var i begyndelsen udelukkende et indendørs foretagende, som foregik i et undervisningslokale og i en gymnastiksal. Vi begyndte dog ret hurtigt at indføre naturture, bl. a. i forbindelse med Mindfulness, hvor vi gik i skoven og lavede se-meditation og walking-meditation.
Fra starten var vi opmærksomme på et helt nyt spændende emne, importeret fra Sverige, kaldet terapihave. Svenskerne havde allerede da omkring 40 terapihaver beregnet til rekreation for patienter, der var blevet opereret m. m. Men det var især en forsknings-terapihave på landbrugsuniversitetet i Alnarp nord for Malmø, der var interessant, fordi de brugte den specielt indrettede have til stressramte.
Vi kom på et to dages kursus i haveterapi i Alnarp, og var fyr og flamme med det samme. Vi manglede bare haven. Vi havde faktisk, og har stadig, et areal på 2,5 ha klart nord for Aarhus, men manglede penge til opbygningen. Så søgte vi fonde, og fik afslag.
Samtidig mødte vi andre, der var i samme situation, og kom med i et godt landsdækkende netværk omkring emnet stress og natur.
Vores gode kolleger på Arbejdsmarkedscenter Syd har en dejlig park langt ude på landet og startede et udendørs stresstilbud op.
På det seneste er man i Hørsholm nord for København ved at opbygge en forsknings terapihave efter svensk mønster. Jeg var med til at tage "det første spadestik".

Efterhånden begyndte det at gå op for mig, at jeg hørte rigtig meget om, hvordan en sådan have skulle indrettes, men ikke så meget om, hvad man skal foretage sig i den. Svenskernes idé var, at man hovedsagelig skulle opholde sig i haven på de steder, der nu passede til det niveau, man var på. Så arbejdede man også lidt med kunstterapi og afspænding, og kunne også gå videre med lidt praktisk havearbejde.

Alt dette fik mig til at tænke to ting:
1. Når vi nu ikke kunne få en have, kunne vi så ikke bruge den dejlige natur, der er rigtig meget af rundt omkring Aarhus?
2. Kunne vi udvikle en speciel metode i denne sammenhæng?
Vi gik igang med at lave forsøg.
Ud fra mine mangeårrige naturinteresser inkl. professionelt fuglekiggeri lavede jeg 14 "oplevelsesrygsække". Man kan købe rygsække med indbygget stol, så man kan sidde ned og iagttage, meditere, hvile m. m. Jeg forsynede dem med mavebælte, så det er hoften og ikke skuldrene, der bærer. Sækkene blev indrettet med kikkert, lup, fuglebog og blomsterbog, samt fyldt madkasse med køleelement i låget og lidt "køkkenapparatur" med sprittabletter til at koge the m. m.
Vi tog på dagture og lavede Mindfulness undervisning undervejs. Det gik rigtig fint, men der var dog lidt toiletproblemer, ligesom det også blev temmelig koldt sidst på året.
Så var der det med en speciel metode.
Jeg har som sagt arbejdet professionelt med biologi, og lærte for mange år siden på Kalø de grundlæggende metoder for iagttagelse og registrering (notater, beskrivelser, tegninger, fotografier). Jeg ved også, hvor meget disse metoder skærper min opmærksomhed i nuet, når jeg er på tur. Vågen iagttagelse, for at opleve så meget som overhovedet muligt, og registrering, fordi det tvinger mig til at reflektere, formulere og altså yderligere erkende, hvad det er, jeg oplever. Opmærksomhed i nuet, det kender vi fra Mindfulness. Samtidig ved jeg jo også af god erfaring, at naturen giver rigtig megen glæde, som er meget vigtig "medicin" mod stress. Endelig danner naturens kamp for overlevelse baggrund for både medfølelse og taknemmelighed.
Det var dette, der gav mig ideen til Natureness naturiagttagelser, fra indre til ydre opmærksomhed.