Først og fremmest: Godt nytår og velkommen til 2013!
Maj har sendt mig følgende tre digte fra vores torsdagsture:
D. 6/12 2012
Her er koldt.
Man kan næsten fornemme iskrystallerne,
der befinder sig i luften.
Solen er fremme, og skinner på alt.
Træer kaster lange blå skygger,
midt i den hvide glitrende sne, som dækker jorden.
Blade, græs og jord
- klumper, der ikke er blevet dækket af den hvide dyne,
titter frem
- som for at fortælle, at de stadig er her.
At der stadig er eksistens,
udover det der ses
med det blotte øje.
D. 13/12 2012
Lyden af sne, der knasende giver efter når den betrædes,
er beroligende.
En kildrende fornemmelse får jeg under fødderne,
for hvert skridt jeg tager.
Mine fodaftryk blander sig med fugles,
og en hunds - eller måske en hares?!
Jorden er pakket ind i vat, og lydene dæmpes.
- Jeg får et eventyr, af at følge harens spor -
Og så smuk en fugl
har aftrykt sin fod,
på det hvide lærred.
En hel sværm af musvitter velsigner min vej.
De sidder fint, på gyngende grene,
for derefter at flyve,
ud på de sneklædte marker.
Et øjebliks lys og varme rammer mit sind,
og en barnlig lyst til at lege med,
fylder min krop.
Solen rammer os pludseligt,
- som en projektør på en scene -
for derefter at skjule sig bag skyerne.
D. 20/12 2012
En melankoli rammer mig.
Hvad det er, ved jeg ikke.
Om det er min egen indsigt i,
at en ende nærmer sig,
eller om det er det lave grå skydække,
jorden der er brun og nøgen,
- er svært at sige.
Måske er det blot retningen jeg ser imod,
der skal ændres.
Kulden er bidende,
og duften af frost og sne rammer min lugtesans.
Små skønheder dukker op:
Grene bevokset med det fineste lysgrønne mos.
Forundringen over skaberværket ved et blad.
Træernes stoiske stolthed og storhed.
Væksthusenes blå døre.
-Døre man kan vælge at åbne,
eller blot beskue.
Lyden af hagl,
som tusinde sandkorn der dækker mig.
At beundre krystallerne i isen på jorden,
betræde den,
og høre mit eget ”uh” som svar,
og den knasende lyd,
som at spise en kiks.
